BSI´s motto er enkelt:

Mange bække små,
gør en stor …. sponsorindtægt !

Vi mener ikke, at en sponsorkontrakt skal være en post i budgettet, som kan vælte hele regnskabet.
Et sponsorat, stort eller lille, skal være til gavn for begge parter m.h.t. ydelser og modydelser, således at begge parter er tilfredse med resultater, og er interesseret i forsætte.

Badmintonklubben i Blistrup er en stabil og sund lokal idrætsklub. Vi har en positiv udvikling med gode resultater, ligesom godt klubliv kendetegner den “lille” klub.
Den vedholdende interesse for badmintonsporten har været med til at præge billedet i Blistrup, der efterhånden byder på en stor bredde inden for såvel børn, unge og ældre – kort sagt alle med interesse for lidt motion og socialt samvær.

Ungdomsafdelingen har vist gode resultater gennem efterhånden rigtig mange år. Spillerne markerer sig ofte i de mange turneringen – ligesom der gennem tiden er kommet mange flotte resultater ved Landsmesterskaber og Sjællandsmesterskaber.
Vores ungdomsspillere blander sig styrkemæssigt med spillere fra langt større klubber, hvorfor vi i BSI Badminton også bruger meget tid på vores ungdomsafdeling.

Seniorafdelingen er en god blanding af “hyggeklubben”, hvor alle kender alle, kombineret med ønsket og viljen til at opnå resultater.

Succes er ikke gratis…
– det er hårdt slid på leder-, træner- og spillerplan, og derudover koster det mange penge.
Sliddet tager vi os af, pengene håber vi, De vil hjælpe til med i form af en sponsoraftale.

Sponsorkronerne skal bruges til spilledragter, bolde, træningsophold, ungdomsarbejde og meget andet, der skal til for at få en klub til at fungere.

Til gengæld tilbyder vi en masse reklame via navn og logo på vore spilledragter, reklame ved vore holdkampe og turneringer, reklame via omtale af vore hold og spillere i uge- og dagspressen samt her på internettet.

Vi håber at overstående har vagt interesse, og glæder os til en snak…